Se referatet som PDF-fil.
Ejerforeningen, etape-2 25. september 2021
Referat af bestyrelsesmøde 07. september 2021
HUSK:
Trappeopgangene er vores eneste flugtveje! Der må ikke stå ting og blokere for en hurtig evakuering af bygningen i tilfælde af brand mm. Skabe, reoler og cykler må ikke stå i opgangene/repoerne. Enkelte planter og sko er tilladt.
Det er IKKE tilladt at ryge i opgangene
Til stede: Bernd Schittenhelm, Lennart Nordstedt, Søren Saaby, Karsten Anthonsen og Anette Smith
Afbud: Peter Holm og Tommy Frederiksen
Punkt 1: Valg af referent
Formanden valgte sig frivilligt.
Punkt 2: Nyt fra Ejerforeningen
Generel orientering
I opgang 13 er der fundet et lukket ventilationsrør i murværket. Det stiller spørgsmålene: Hvorfor er dette gjort? Og er det samme sket andre steder? Aktion: Bernd beder Jimmi kigge på dette.
I sagen om den skæve dørstolpe i opgang 10 er der bestilt tømrer for at vurdere, hvad der skal ske for at løse problemet.
En beboer i opgang 7 har oplevet at regnvand løber ind ad den franske altandør. Der er skiftet to træpnaler, renset dræn og etableret to nye drænhuller. Aktion: Bernd beder Jimmi give et tilbud på at rense og etablere drænhuller i begge gavle med franske altandøre.
I opgang 7 har en beboer oplevet problemer med vandinstallationerne i badeværelset. Bestyrelsen er af den holdning, at det er beboerens ansvar at få rette dette. Bestyrelsen opfordrer beboeren om at få klaret dette hurtigst muligt pga fare for fugtskader og skimmelsvamp. Aktion: Lennart tager kontakt til beboeren.
Status på Andelsnet
Der opleves stadig sporadiske udfald af Andelsnet-internetforbindelsen. Bestyrelsen har accepteret tilbud på opgradering ad switches. Disse er endnu ikke blevet leveret. Bestyrelsen forventer, at problematikken med udfald forsvinder med de nye switches.
Status på elevatorer
Peter har sendt dokumentation til Hovedstadens Elevatorservice. Aktion: Bernd tjekker med Peter ang. dokumentation for to timers batteri-backup samt tidsplan for at Hovedstadens Elevatorservice sætter nye skilte op.
Status på vedligeholdelses- og likviditetsplan
Der er modtaget to tilbud fra rådgivningsvirksomhederne Cera og Bang & Beenfeldt. Der afventes endnu et tilbud fra Niras. Aktion: Søren sender Niras-tilbuddet rundt når dette modtages.
Status på oliering af træværk
Der afventes tilbud fra malere.
Status på opdatering af vedligeholdelsesvejledning til lejligheder på hjemmesiden
Intet nyt siden sidste møde.
Status på cykel- og barnevognsoprydningskampagne
Nu er feriesæsonen forbi og kampagnen sættes i værk hurtigt. Aktion: Anette og Tommy er tovholder.
Undersøge muligheder for fjernaflæsning af vand- og varmemålere
Aktion: Bernd beder vores administrator Newsec om at undersøge vores muligheder.
Undersøge muligheden for en fælles vinduespoleringsordning
Da der haves meget individuelle ønsker og behov vedørende rengøring af vinduer er det vanskeligt at få etableret en sådan fælles ordning. Bestyrelsen valgte derfor at lukke punktet.
Punkt 3: Nyt fra Grundejerforeningen
Det konstituterende bestyrelsesmøde i Grundejerforeningen (GF) blev afholdt trods mange afbud. Etaperne 1, 2 og 4 var ikke repræsenteret. Det blev besluttet at holde et opfølgende møde allerede onsdag den 15. september. Aktion: Bernd beder Tommy om at deltage i dette.
Etape 2’s plan for repræsentation er, at Lennart og Bernd støtter Tommy i opstartfasen og derefter bliver Tommy fast medlem og Bernd suppleant. Lennart kan efter eget ønske træde ud af GF.
Bestyrelsesmedlemmer i GF får fremadrettet løn for deres indsats. Der er tale om et symbolsk beløb.
GF har udsendt en mail til alle ejerforeningerne ang. ønske om en harmonisering af regler for hundeluftning i vores bebyggelse – specielt for Grønningen. Etaperne har deres egne regler/formuleringer på dette område i deres husordner. GF burde være forummet for at lave regler for hundeluftning på fællesarealer, da de varetages af netop GF. Bestyrelsen er enig i dette.
Referater af møder i GF lægges på deres hjemmeside. Se mere her:
http://www.oresund-strandpark.dk/index.php/referater.html
Punkt 4: Nyt fra ERFA-gruppe
Bernd har udsendt mail til de andre etaper med en invitation til at starte ERFA-gruppen op igen efter den tvungne corona-pause. I disse møder deltager formænd og næstformænd for ejerforeningerne. Det er planen at afholde et møde i slut september eller oktober 2021. Derefter ca hvert halve år.
Etape 2 ønsker at tale om følgende emner med de andre etaper:
Bruge en fast tilknyttet byggesagkyndig ifm vedligeholdelsesplan
Ingå fælles service-kontrakter ang. vedligeholdelse af bygningskomponenter
Erfaringer med blødgøringsanlæg af brugsvand fra de andre etaper
Koordinering af opgradering af komfortventilations/røglemsvinduer
Koordinering af fremtidig oliering af vinduer – f.eks. en etape pr år
Koordinering af kloakrens fra blokke til centralledning
Fremtidsvisionen for bebyggelsen Øresund Strandpark. Hvad sker der med Amager Strandvej ifm. den nye bydel Lynetteholmen?
Punkt 5: Status på foreningens økonomi
Per e-mail kunne Peter fortælle, at det overordnet ser fint ud. Han havde to kommentarer:
Vi har ikke brugt det budgettertede beløb vedr. vedligeholdelse+forbedringer.
Efter Peters vurdering er ejerforeningens udgifter til administration for høje ift. at få udført reele vedligeholdelses- eller reparationsarbejder.
Punkt 6: Eventuelt
Sundby Rengøringsservice har indkøbt reserve-lyskilder i IKEA. Dette er en fejl og følger ikke det aftalte. Aktion: Bernd minder Sundby Rengøringsservice om, at vi selv har indkøbt reservelyskilder og disse ligger klar i varmekælderen.
Bestyrelsen ønsker en rengøring af fællesarealet i kælderen. Aktion: Bernd kontakter Jimmi.
Der ønskes en oliering af vinduesbundstykkerne i opgangene. Dette skal medtages i det endelige malertilbud på olieringen af al træværket. Aktion: Søren er opmærksom på dette.
Yderlige ønskes en rengøring af vinduerne på indersiden af opgangene. Aktion: Bernd kontakter Jimmi.
Det ønskes at undersøge muligheden for at etablere videoovervågning af parkeringspladserne. Dette punk løftes i GF. Hvis det kan indføres skal det godkendes til Generalforsamling 2022.
Udskiftningen af ILMO-bånd i de østvendte facader sættes i værk. Det forventes udført i slutningen af september/starten af oktober. Aktion: Karsten kontakter tømrer.
Hjemmesiden skal opdateres med nyeste mødereferater og information om bestyrelsens sammensætning. Aktion: Bernd kontakter Peter.
Efter erfaringen med udskiftningen af hovedvandhanen i opgang 13 ønskes undersøgt, hvor meget en udskiftning af alle hovedhaner i lejlighedernes teknikskabe vil koste. Aktion: Bernd indhenter tilbud fra Ivan Nielsen VVS.
Bestyrelsen vil arbejde på at tage følgende op til Generalforsamling 2022:
Vedtægtsændringer vedrørende eksklusiv brugsret til terrasser. Den nuværende formulering med 30 års brugsret er uhensigtsmæssig og bør udskiftes.
Entydig beskrivelse af ansvarsfordelingen mellem ejerforeningen og beboer vedrørende vedligholdelse af lejligheder.
Punkt 9: Næste møde
Næste bestyrelsesmøde holdes tirsdag den 23. november kl 18:30 på en restaurant. Dirigenten fra Generalforsamling 2020+2021 René Olsen inviteres med til spisning som tak for indsatsen.